Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Søetatens Pigeskole - historicisme og håndværk par excellence

søndag den 26. januar kl. 11:30 - 13:00
Borgergade 111, 1300 København K
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Søetatens pigeskole er historicisme og håndværk per excellence: fra væggenes mønstrede murværk til loftets udskårne konstruktion; fra klasseværelsernes mættede farver til hallens kuplede hvælv. Skolen blev opført i 1858 og som noget helt nyt med en aula. Senere rykkede søværnets kadetter ind.


FLERE RUNDVISNINGER PÅ DAGEN - SE UNDER "TIDSPUNKT"


Derfor skal du med indenfor:

  • Du oplever den særlige stemning, de historiske farver og det smukt restaurerede murværk.
  • Du får indblik i Realdania By & Bygs arbejde med at restaurere historiske bygninger og give dem nyt liv.
  • Du kommer tættere på stilen 'historicisme' og dens fortællende arkitektur med relieffer, kanonkugler og firpas.

Søetatens Pigeskole mellem Nyboders længer i det gamle København er tegnet af arkitekt Bernhard Seidelin i 1858 som en skole for døtre af søetatens folk. Senere rykkede søens sønner ind, da skolen blev kadetskole med gymnastik i aulaen, barbering på sovesalen og skibsmast i gården. 

Bygningen er et repræsentativt eksempel fra den tidlige historicistiske periode. De ensartede murflader, den regelmæssige inddeling af facaden og den strenge symmetri kendetegner bygningen udefra. Træder du indenfor, åbner der sig en verden af detaljer. 

Fra hallen med et loft af murede kupler træder den besøgende ind i bygningens store aula med sirlige snedkerdetaljer og fine gipsrelieffer efter Thorvaldsen. De håndværksmæssige detaljer og kvaliteten i materialerne gennemsyrer den gamle bygning fra yderst til inderst. Ikke mindst aulaens udskårne tagkonstruktion af træ påkalder sig opmærksomhed fra besøgende. 

En omfattende restaurering
I 2022 kunne Realdania By & Byg sætte punktum for en omfattende restaurering af skolens indre. Formålet med restaureringen var at få bygyninges sjæl og karakter frem i lyset igen, efter at have været gemt godt væk i et halvt århundrede med hvid maling og mindre rum. I dag er bygningen udlejet og rummer et moderne kontormiljø i historiske rammer. 

En vandring gennem de store klasseværelser er nu en rejse ind i historicismens farveunivers. I klasseværelserne er de oprindelige kassettelofter igen synlige, efter at have været gemt væk bag nyere plader. Under lofterne er hvert klasseværelse præget af sin egen stemning, der er kommet frem ved dybe pompejanske kulører som dodenkop, brændt siena og grøn umbra. I aulaen er den hvide plastikmaling renset af, så det smukke murværk igen er kommet til syne. 

Program
Restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen tager deltagerne med rundt og fortæller om bygningens historie, arkitektur og restaurering.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.



Tilgængelighed
Søetatens Pigeskole er i to etager, og der er ikke nogen elevator eller lift. 

Parkering og ankomst
Det er ikke muligt at parkere en bil på ejendommen. 
Den nærmeste metrostation er Marmorkirken.  

Arrangementer til dig