Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Halldor Gunnløgssons eget hus

torsdag den 1. maj kl. 15:30 - 16:30
Rungsted Strandvej 68, 2960 Rungsted Kyst
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Arkitekt Halldor Gunnløgssons eget hus fra 1958 er en enkel og elegant konstruktion i træ med store panoramavinduer mod Øresund på den ene side og den private have på den anden. Huset er et af de mest raffinerede enfamiliehuse fra perioden. 


4 RUNDVISNINGER PÅ DAGEN - SE UNDER "TIDSPUNKT"



Ifølge arkitekten Halldor Gunnløgsson skal en bygning "fungere på en smuk måde". Og det må man i sandhed sige, at hans villa til to personer beliggende ud til Øresund ved Rungsted Kyst gør.

Huset er udtryk for en ny tids rumopfattelse med flydende rumforløb og udveksling mellem ude og inde genne lange vinduesfacader til både haven og havet. Lette skydedøre sikrer åbne rumforløb, mens de sortmalede stolper giver mindelser om danske bindingsværkstraditioner. Silkeslebne bræddebeklædte gavle og et langstrakt marmorgulv skaber et roligt og indtagende indre, hvor naturens evigt skiftende farver sætter scenen.

Med huset ved Øresund satte Gunnløgsson et standpunkt ikke blot for danske enfamiliehuse i årene fremover men også for sit eget arkitektoniske ståsted og skabte dermed et pejlemærke for de mange studerende, han som professor kom til at udøve sin indflydelse på.

Halldor Gunnløgsson
I sit eget hus ved Rungsted Kyst formåede den intelligente arkitekt, Halldor Gunnløgsson, at kombinere arkitekten Mies van der Rohes æstetik og funktionalitet med den traditionelle japanske arkitekturs lethed, og den ånd og elegance som kendetegner den svenske arkitekt Gunnar Asplunds værker.

Huset er en komplet opløsning af den borgerlige villa. Det indtager et markant ståsted i 1900-tallets boligarkitektur.

Program
Restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen giver en introduktion til huset, arkitekten og restaureringen. Herefter ser vi nærmere på huset, haven og stranden.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig. Max. to pladser til klubpris pr. medlem undtaget erhvervsmedlemmer.



Tilgængelighed
Huset er i et plan uden dørtrin. Ankomstven til huset sker via skrånende indkørsel med strandsten. Der er et enkelt trin fra omgivelserne op til huset. Haven og stranden kan være en udfordring for brugere af hjælpemidler.

Arrangementer til dig